Liden Kirsten

De Bølger rulle så tungt afsted,

Liden Kirsten stander ved Havets Bred.

Hun stirrer så dybt i Bølgen blå,

For at see hvad aldrig hun forhen så

Alt i de kølige Bølger.

Ak var det dog sandt hvad min Fader har sagt!

Der lever i Havet en ukjendt Magt.

De bygge og boe i den dybe Grund,

De leve så trygt på Havets Bund

Alt i de kølige Bølger.

Og om den Havmand så Meget ved,

Så kjender han også til Kjærlighed;

Da har han sagtens elsket engang,

Og stiller sin Længsel ved Harpens Klang

Alt i de kølige Bølger.

Du Havmand! Vær mig da god og huld,

Jeg bliver, jeg bliver så længselsfuld;

Mit Hjerte føler en ukjendt Ild,

Den brænder så stærkt, jeg slukke den vil

Alt i de kølige Bølger.

Liden Kirsten synker på Havets Bund,

Men Havmanden kysser den Rosenmund;

Han åbner hende sin våde Favn,

Hun nævner sagte sin Frelsers Navn

Alt i de kølige Bølger.