Naar Solen skinner

Stæren sad paa Kviste;

Bladene gav Ly;

Alle fugle vidste

Den nyhed i vor By,

At Gøgen havde kukket

På skovens grønne tag,

At Bølgen havde vugget

Den unge sommerdag.

Rosenknoppen vilde

Gennem Duggen se

Morgensolen spille

På alle Blomsterne;

Ja, vårens friske Sange

Blev til en Harmoni,

Og Blomstret vilde fange

Den fulde melodi.

Vintrens lagen brister,

Sommersolens skin

Bævende sig lister

I sjæl og hjerte ind.

Vil håbet trofast vente

En vinter barsk og lang,

Skal solen engang hente

Det frem til lys og sang.