Violerne

Smaae Violer! o hvor sødt

Mellem Græsset, ungt og blødt,

Frem I blaane.

Solen varmer Eders Luft,

Veemod suger Eders Duft

Af den blege Maane.

Tæt I ved hverandre staae,

Rødmen i det stærke Blaa

Sødt henviger.

Herligt i den unge Lund

Spetter I den grønne Bund;

Vinker Egnens Piger.

O men kold er spæde Vaar!

Sammenklynget tæt I staaer.

Hvor I skielve!

Magtesløs, paa kolde Muld,

Vil sig Urten medynkfuld

Luunt om Eder hvælve.

Smaae Violer! Ney, o Ney!

Grumme Storm skal længer ey

Jer nedtynge.

Her I ey skal staae forladt;

Venligt om min Emmas Hat

Vil jeg Eder slynge.

Om den lysegule Bund

I en yndig Krands saa rund,

Eder bøye.

O hvor vil det svage Skin

Hæve hendes Purpurkind

Og det sorte Øye!