Hil dig, frelser og forsoner

Hil dig, frelser og forsoner!

Verden dig med tornekroner

du det ser, jeg har i sinde

rosenkrans om kors at vinde

giv dertil mig mod og held

Hvad har dig hos Gud bedrøvet

og hvad elsked du hos støvet

at du ville alt opgive

for at holde os i live

os dig at meddele hel?

Kærligheden, hjertegløden

stærkere var her end døden

heller giver du end tager

ene derfor dig behager

kortsets død i vores sted!

Ak, nu føler jeg til fulde

hjertes hårdhed, hjertets kulde!

Hvad udsprang af disse fjelde,

navnet værdt, til at gengælde,

frelsermand, din kærlighed?

Dog jeg tror: af dine vunder

væld udsprang til stort vidunder

mægtigt til hver sten at vælte

til isbjerge selv at smelte

til at tvætte hjertet rent!

Derfor beder jeg med tårer

Led den ind i mine årer,

floden, som kan klipper vælte,

floden, som kan isbjerg smelte

som kan blodskyld tvætte af.

Du, som har dig selv mig givet

lad i dig mig elske livet,

så for dig kun hjertet banker,

så kun du i mine tanker

er den dybe sammenhæng.

Skønt jeg må som blomsten visne,

skønt min hånd og barm må isne,

du, jeg tror, kan det så mage

at jeg døden ej skal smage

du betalte syndens sold!

Ja, jeg tror på korsets gåde

gør det, Frelser, af din nåde.

Stå mig bi, når fjenden frister!

ræk mig hånd, når øjet brister

sig, vi gå til Paradis!