Hil dig, frelser og forsoner
N. Hillebrandt
Hil dig, frelser og forsoner!
Verden dig med tornekroner
du det ser, jeg har i sinde
rosenkrans om kors at vinde
giv dertil mig mod og held
Hvad har dig hos Gud bedrøvet
og hvad elsked du hos støvet
at du ville alt opgive
for at holde os i live
os dig at meddele hel?
Kærligheden, hjertegløden
stærkere var her end døden
heller giver du end tager
ene derfor dig behager
kortsets død i vores sted!
Ak, nu føler jeg til fulde
hjertes hårdhed, hjertets kulde!
Hvad udsprang af disse fjelde,
navnet værdt, til at gengælde,
frelsermand, din kærlighed?
Dog jeg tror: af dine vunder
væld udsprang til stort vidunder
mægtigt til hver sten at vælte
til isbjerge selv at smelte
til at tvætte hjertet rent!
Derfor beder jeg med tårer
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte,
floden, som kan isbjerg smelte
som kan blodskyld tvætte af.
Du, som har dig selv mig givet
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng.
Skønt jeg må som blomsten visne,
skønt min hånd og barm må isne,
du, jeg tror, kan det så mage
at jeg døden ej skal smage
du betalte syndens sold!
Ja, jeg tror på korsets gåde
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
ræk mig hånd, når øjet brister
sig, vi gå til Paradis!