En stille, høstlig brusen

En stille, høstlig brusen

igennem bøgeskoven går,

og som en vinges susen

gør leen skår i skår.

Og luftens bølger kløves,

thi storkens unger prøves

højt over bondens gård.

Det høje havedige,

hvor hyld og rose blomstred nys,

har ødt sit blomsterrige

og slukt sit kongelys.

Men bærret har sin sødme,

og æblets kind får rødme

fra solens sidste lys.

Og tidseltoppen dunes,

som om det var til bomuldshøst,

og hasselnødden brunes

til alle småfolks lyst.

Med blomster får det være,

thi nu vil alting bære

og række frem til høst!

Du skønne livets orden,

at der på forår følger høst,

at der er mer end vorden,

og mer end ungdomslyst:

Bring korn i lo og lade!

Bring frugt bag dunkle blade!

Bring hjertet fred og trøst!