Du danske sommer

Du danske sommer, jeg elsker dig

skønt du så ofte har sveget mig;

snart kolde farver i sky og vand,

snart nøgne piger ved hver en strand!

Mer, mer, mer

jeg dog dig elsker, hvergang du ler.

Du er i sindet jo lunefuld,

dog hjertet inderst er pure guld;

et eventyr er dit glade navn,

og blomster lyser ud af din favn.

Korn, korn, korn

i drømme gror under månens horn.

Når dine bølger mod bredden gik,

beruset blå som gudinders blik,

en ungdom jubled din lovsang ud,

kun klædt i solskin og brunet hud,

ned, ned, ned

til dåb i glemsel og evighed!

Og når du strakte med åbent sind

de lyse nætter i himlen ind,

imens det dufted af hyld og hø,

vi bad: "Lad drømmen dog aldrig dø!"

Ak, ak, ak!

vort hjerte svulmed af tro og tak.

Og stundom ud af din fulde glød

sprang lyn fra skyen i jordens skød,

og tordenlatter og tordenregn

din trolddom spændte fra egn til egn;

vild, vild, vild

er, skønne sommer, din kraft og ild.

Du danske sommer, min hilsen tag,

du lyse nat og du lyse dag!

Går tit du kold over landet hen,

jeg ved, du kommer dog hed igen!

ja, ja, ja,

jeg ved dit hjerte er guld endda.