Når egene knoppes

Når egene knoppes,

og granerne duppes,

og skræpperne kante den støvede vej.

Når frøen fortæller,

mens guldregnen hælder

sig over syrenen i hviskende leg,

da dages, da kommer

den danske skærsommer,

farvel og på gensyn, du liflige maj!

da dages, da kommer

den danske skærsommer,

farvel og på gensyn, du liflige maj!

Når rugen alt bølger,

og kornblomsten dølger

sin blå lille kyse bag gitter af strå.

Når føllene tumle,

mens køerne gumle,

og viben sig soler med ungerne små,

da dages, da kommer

den danske skærsommer,

og derom alt fløjter den nattergal grå.

Når skoven har skygge,

og bien gør lykke,

og bøgen har mørknet sit lyseste blad.

Når roser udspringe

blandt torne, som stinge,

lig luende elskov af truende had,

da dages, da kommer

den danske skærsommer,

den er der, og gør selv den tungeste glad.

O, fly ej for snarlig,

men bring os lidt varlig

fra nætternes lyse til tusmørkets stund!

Vi vented så længe

på blommende enge,

på duften fra rosernes svulmende mund, -

men bedst som du kommer,

du favre skærsommer,

så hastigt du flyr som et drømmerigt blund!