Nu er det længe siden

O. Ring

Nu er det længe siden,

men end det gemmes i mit sind -

hvordan i barndomstiden

den kære rug kom ind.

Hvordan dens kernetunge top

ved moders svage kræfter

blev lagt i lugen op.

Først bredte mor et klæde

så ømt som nogen højtidsdug;

der måtte ingen træde

med sko i høstens rug.

Så fejed hun med limens rest

hvert snavset strå til side

som for en hædersgæst.

Den kære rug var gæsten,

som gjorde hvert et barn så spændt;

se, far han lægger vesten

og ser så indadvendt.

En skælven i et ydmygt sind,

en bøn til altets skaber,

før avlen bringes ind.

Og neg for neg forsvinder

og bliver under bjælken sat;

og far får røde kinder

og spindelvæv om hat.

Men mor er lige hvid og bleg,

hvor meget hun end stræber

med rugens tunge neg.

Det går mod aftentide;

snart skinner månen fuld og rund

på gavl og vægge hvide

og ned i vognens bund.

Mor standser træt og titter ind;

far kommer hen til lugen

og klapper hendes kind.

Og barnet, som har løbet

sig træt i dagens muntre leg,

det er nu stille krøbet

ind under hjulets eg;

dér høres dette skarpe knald

fra vognens fjæl mod sandet

af ørentvistens fald.

Og mellem hjulets eger

går stjerneblink og måneskin,

og milde vinde hveger,

mens barnet slumrer ind-

Så slutter far i Jesu navn,

og hjemmet går til hvile

med høsten i sin favn.