AfNordboerne samle sig til Strid

Der klinger et Kampraab

Høit over Norden.

Under Hestenes Hovslag

Ryster alt Jorden.

Snekker med skinnende

Seil sig flokke,

Skyde som Svaner fra Havnen og Fjorden.

Fra Sveriges Høiland

Kampraabet toner.

Over Dovre det gaaer fra

Granernes Kroner.

Stridige Meningers

Storm sig lægger;

Kampen dem alle til Eet forsoner.

Og Fjernt ved Ladoga

Bruse de Strømme.

Som i Urtiden Aser

Opstaae at dømme.

Tanker om Nordboens

Hjem ved Divina

Vaagne paany af Aarhundreders Drømme.

Jeg saae dem samle sig ved Elbens Vande.

Fra Oderstrømmens Bredder,

Fra Weseren de droge frem i Rustning.

Et uretfærdigt Banner fløi foran dem.

Men stærk ved Mængden trodsed' deres Række,

Og over Slien og Eideren de droge,

Og over Kongeaaen ind de skrede.

Til Østersøens Kyst, til Vesterhavet,

Til alle vore Fjorde hist de spredtes,

Og saa med et begjærligt Øie over

Til Danmarks skjønne Øland.

Det kom tit Kamp mellem vrede Mænd

Alt i et forfærdeligt Stævne.

Saa gjerne vi Liv og Blod gav hen,

Den blodige Uret at hævne.

Hvor Kampen rasede vildt og skrapt

Vort Banner vi kjækt monne bære,

Og aldrig endnu et Slag blev tabt

Med meer uforgjængelig Ære.

Og Blodet hen over Valen randt —

Vi veeg, men uden at frygte.

Vi seired' i Tabet, os selv vi vandt,

Og hævded' vort ældgamle Rygte.

Og atter saae jeg dukke op fra Havet

Den danske Vikingskare.

Den lagde sig for alle Sund og Fjorde,

For Wesermundingen, for Oderstrømmen,

For Elbens Udlød, hvor den bredt sig aabner,

Og spærred' Fjenden i hans egne Lande.

Den jog med spendte Vinger over Søen,

Og greb, som Falken snar,

Det kostelige Bytte, Havet har.

Der klinger et Kampraab

Høit over Norden.

Under Hestenes Hovslag

Ryster alt Jorden.

Fra Sveriges Høiland,

Fra Norriges Klipper

Drage til Danmark Skarer fra Norden.

De modige Stridsmænd

Flokkes ved Strande.

Det er Frændernes Skare,

Der trofaste lande.

Med dem vi de Fremmedes

Sværme gjæste,

Jage dem ud over Eiderens Vande.