Decemberskov

P. Heise

Som et Rov for Stormens Horde

Løvets Fylde sank i Støv;

men en Trylleskov vil vorde

af en Skov foruden Løv!

Disse golde Træ-Skeletter,

øde Grene, nøgne Skud,

fik i kolde, vaade Nætter

Sneens rene Juleskrud.

Ja som ret til Højtidsglæde

perlesvøbtes Skovens Hal;

med sit Net af Kviste spæde

Bøgen støbtes i Krystal.

Tusind Smaalys stille funkle

med en Ild som fjerne Blus,

tusind Blaalys fra det Dunkle

har et Spil som Sirius.

Hvem vil Skoven ikke friste,

som den flammer, skjøn at see:

Lys foroven, Rim paa Kviste,

sorte Stammer, Bund af Snee!

Iskrystallens sagte Svingen

midt i Freden Øret naaer;

det er Hallens Klokkeringen

for det hedengangne Aar.