Det var en sommermorgen

Det var en sommermorgen,

endnu før det blev dag,

da yppedes på heden

et Holger-Danske-slag.

Da sol stod op i øster,

den næppe var at se,

og alle fuglerøster,

i struben kvaltes de.

Det var på Isted Hede

og så i Øvre-Stolk,

for gamle Danmarks ære

da stred det danske folk,

ja, for den danske tunge

og for det danske land

stred heltene de unge

som gamle Hildetan!

Dér faldt den gamle nordmand,

den djærve Schleppegrell,

han regned mer ej kugler,

end hagl det hårde fjeld!

Dér faldt den bolde Læssøe

i helte-manddoms-år,

og for den danske løve

det var et hjertesår!

Der faldt i ungdoms blomster

så mangen modig svend,

at tysken tror det næppe,

vi mange har igen.

Dog synger danske drenge,

de slår i vænget top:

som blomsterne i enge

hvert år de vokser op!

Tak være danske piger,

som græde nu i løn

for broder og for bejler,

som moder for en søn!

de holdt dem ej tilbage

med bange suk og gråd,

men sang for dem med Brage:

Vågn op til heltedåd!

Guds fred med vore døde

i Danmarks rosengård!

Guds fred med dem, som bløde

af dybe hjertesår!

vor kærlighed med alle,

de store og de små,

som ville stå og falde

med løven askegrå!

Gud gav en herlig sejer

den lange sommerdag,

fra morgengry til middag

det tordned slag i slag,

men da i middagsstedet

man så den gyldne sol,

da vundet var guldsædet

til Danmarks dronningstol!

Fra Als til Danevirke,

fra Sli til Ægirs dør

skal Danmarks løver springe

på gyldengrund som før.

Hos angler og hos friser

i genfødt vennelag

skal synges kæmpeviser

om sejrens julidag!

Og hver gang Danmark græder

guldtårer med guldklang,

og hver gang øjet perler

ved liflig vemodssang,

da hvælve rosentelte

dem selv ved havets bred,

hvor Danmarks julihelte

fik deres lejested!