Hvor engen har foldet, ved mosens bred

Hvor engen har foldet, ved mosens bred,

sit tæppe ud med et venligt: Sid ned!

bag hækken, som løfter sin skærm mod solen,

dér sad hun med blomster i skødet paa kjolen;

engen dufted og mosen med,

han rørte sig ikke ud af sit sted;

han saa, hvor hun vikled, han saa, hvor hun bandt,

tilsidst han i slyngningen selv sig fandt.