Natten var mild og kær

Natten var mild og kær,

stille og dunkel,

skjult var bag skyen hver

stjernes karfunkel.

Vi var så ene!

Lindenes grene

sagteligt svæved vort vindve forbi –

alt var en sød melodi, alt var en sød melodi,

alt var en sød melodi.

Vi var så ene med

os og vort hjerte;

urørt forbi os gled

mindet om smerte,

mindet om storme;

nagende orme

glemselindhylled' i dvale jo lå –

der var kun et, som vi så.

Smeltet til ét var jo

livsfyldens kærter,

ét vare begge to

bævende hjerter;

fletted' som ranker

et vore tanker;

ét var vor himmel, vor tro og vort håb,

ét, som vor kærligheds dåb.

Drømmende vugged vi

som over havet,

vækkende sukket, i

længsel begravet;

hilste vor stjerne,

som fra den fjerne

evighed havde formælet vort navn, –

salige, favn udi favn!