Skovbal

Se, lamperne blinke

i skoven og vinke

til droslens og bogfinkens pyntede hjem.

der strengene klinger

og sværmen svinger, –

min kærest og jeg, vi er også blandt dem.

I dansen vi træde,

men dølge vor glæde,

dybt gemmes i barmen vor hemmelighed;

vi blusse, vi gløde!

Det er just det søde,

at ingen i verden det aner og ved.

Vi vove selv ikke

at mødes med blikke,

skønt lænkede ved det usynlige bånd;

hvad tavshed bevarer,

mig sødt åbenbarer

et tryk af din lille, velsignede hånd.

Som snoren af hvide

koraller mon glide

let gennem din fletnings sortglinsende pragt,

så ses nu, så dølges,

så slynges, så følges

vort liv og vor tanke i kærligheds pagt.