Til Luna

Mens din Fod, den zephyrlette, maaler

Himmelbanen i den tause Nat,

Falde dine Øines klare Straaler

Melankolske gjennem Busk og Krat:

Zittrende med Luften Bladet bæver,

Skyggen dybt i Skoven stille staaer,

Taagers Dronning hen ad Engen svæver

Med det hvide Slør om sine Haar.

Sødt min Sjæl dit Trylleri fornemmer,

Gamle Drømme vaagne i mit Bryst,

Toner, smeltende lig Mindets Stemmer,

Suse hen i Vestenvindens Røst.

Og som du hvis længselfulde Blikke

Søger Elskeren, som tabt du har:

Speider rundt mit Øie -- finder ikke

Hvad mig her i Verden kjærest var.