Ved løvfaldstid

Faldende blad!

Brunet af solen og vædet af regnen

synker du stille, med kraftesløs segnen,

ned på min vej, som et bud fra den svundne,

smertelig savnede, aldrig genfundne

skat, jeg besad.

Faldende blad!

Husker du våren med morgensols glæde,

middagens mildhed og aftendugs væde?

Husker du græsset med stjerner i bunden,

duften af bukkar og trindt om i lunden

fuglenes kvad?

Faldende blad!

Husker du somren med strålernes glitren,

sejlende skyer og luftbølgens sitren.

Rosernes blussen og biernes vrimlen,

kærlighedshymnen, der steg imod himlen

jublende glad?

Faldende blad!

Høsten er kommen med rosernes visnen,

snart kommer vintren med dødskuldens isnen,

snefald på jorden og snefald i hjertet,

dækkende alt, hvad der fryded og smerted,

elskov og had.

Faldende blad!

Jeg er som du kun et løvskud i skoven,

lær mig at bøje mig tavs under loven,

lær mig at synke til jord uden klagen,

lær mig at skilles fra lyset og dagen

tyst som et blad!