Bønderne kommer

Wergelands-statuen syttende maj

togene hilste. Og som det siste,

taktfast og langsomt,

arm i arm mænnene, kvinner med blommer,

bønderne kommer, bønderne kommer.

Østerdals-skogenes mægtige høvding

bar deres fane. Straks som vi ser den,

over dens blod-duk

alle de tusenes tanker sig samle:

den er vor gamle, den er vor gamle!

Ænnu ej løven bar annet folks krone

ænnu ej duken var Danebrogs-spaltet.

Fremtiden så jeg,

dengang med fanen om Wergelands billed

bønderne stillet, bønderne stillet.

Mest av vort tap i de utrundne tider,

mest av vor vinning og mest av vor længsel,

mest av det hele:

Fortidens ansvar og fremtidens ære

bønderne bære, bønderne bære,

Hårdt har de sonet hvad fordum blev syndet.

Men de sig rejser! Nylig på tinge

tok de et manns-tak,

Nordlænding, Vestlænding, Oplænding, Trønder,

alle de bønder, alle de bønder.

Holder det vundne, fordi de vil vidre;

hel må vi have selvstændigheds-æren!

Alle vi vet det:

Engang med blommende Wergelands-sommer

bønderne kommer, bønderne kommer.