Fred hviler over land og by
R. Bay
Fred hviler over land og by
ej verden larmer mer:
fro smiler månen til sin sky
til stjerne stjerne ser.
Og søen blank og rolig står
med himlen i sin favn
på dammen fjerne vogter går
og lover Herrens navn.
Det er så stille og så tyst
i himmel og på jord
vær også stille i mit bryst
du flygtning, som dér boer.
Slut fred, o hjerte, med hver sjæl
som her dig ej forstår!
Se, over by og dal i kvæld
en fredens engel går.
Som Du han er en fremmed her:
til Himlen står hans hu
dog i det stille stjerneskær
han dvæler her som du.
O, lær af ham din aftensang
Fred med hver sjæl på jord
Til samme himmel går vor gang,
adskilles end vort spor.
Fred med hvert hjerte fjern og nær
som uden ro må slå.
Fred med de få, som mig har kær
og dem, jeg aldrig så!