Solvejge

Lig fjorden, som stille i måne-skin drømmer,

ung Solvejges mørke-blå øje det svømmer

i tårer. Og hjertet det banker

af ømhed og længsel,

lig bølgen mod kyst --

misunder i fængsel

de fri-fødte tanker,

som fløj til den elskedes bryst.

Ved stranden hun lytter; men natten gen-lyder

så fjernt ud fra havet, som larmer og bryder

mod skæret. En hav-frue synger

der ude sin smerte

med smeltende klang.

Når længselen tynger

for tungt på et hjerte,

det elsker en sorrig-fuld sang.