Synnøves sang

Nu tak for alt, ifra vi var små

og legte sammen i skog og lage'.

Jeg tænkte, legen den skulde gå

op i de grånende dage.

Jeg tænkte, legen den skulde gå

ud fra de løvede, lyse birke

did frem, hvor Solbakkehuse stå,

og til den rødmalte kirke.

Jeg sad og vented så mangen kvæld

og så did bort under granehejen;

men skygge gjorde det mørke fjæld,

og du, du fant ikke vejen.

Jeg sad og vented og tænkte tidt:

naar dagen lider, han vejen vover.

Og lyset sluktes og brænte lidt,

og dagen kom og gik over.

Det stakkers øjet er blevet vant,

det kan så sent med at vende synet;

det kenner slet ingen anden kant

og brænner sårt under brynet.

De nævner sted, hvor jeg trøst kan få;

det er i kirken bag Fagerliden;

men bed mig ikke om did at gå; --

han sidder lige ved siden.

-- Men godt, så ved jeg dog, hvem det var,

som lagde gårdene mod hverandre

og vej for synet i skogen skar

og gav det lov til at vandre.

Men godt, så ved jeg dog, hvem det var,

som satte stoler til kirkebor'et

og gjorde, at de går par om par

fremover lige mod koret.