Det unge, brusende Foraar

Det unge, brusende Foraar

er efter al Dagens Larm

træt sunket i Skyggers Vemod

betaget og rød og varm.

En eneste Stjerne funkler

med flakkende, fredløst Skin

og lyser dog stor og hellig

som Haab i et drømfuldt Sind.

Jeg tænker paa fjerne Tider

paa en, hvem jeg længst holdt a'.

Mon, tro om hun endun mindes,

mon tro, hun er skjøn som da?

Aa Herre min Gud, hvor Tiden

dog underlig lydløst gaar,

Og nu er det Vaar i Luften,

ja nu er det atter Vaar!