Wartburg

I Fyrstesalen paa Wartburg

sad høit under Silketjæld

den vældige Barbarossa

en dæmrende Sommerkveld.

Af Fad og Tønde Klaretten sprang,

og Hallen drønned af Sang og Klang,

og Hornene lød saa vide

udover den lyse Vang.

Da blev det med ét saa stille,

saa tyst i den store Sal.

Høit løfted den gamle Keiser

den skinnende Guldpokal:

"Dit Wartburg glæder forsandt min Sjæl,

Pokalen løfter jeg, fuld og hel,

og drikker den ud, Hr. Greve,

for Thüringens Kronjuvel!

Dog, før jeg tilbunds den stikker,

Hr. Svoger, du svare mig:

Hvi værner du dog saa ilde

om Borgen, du reiste dig?

Med Ædelstenens klare Skin

saa lyser Wartburg fra løvklædt Tind;

men Muren! - hvor har du Muren,

som fatter Juvelen ind?" -

Og det var den stolte Greve,

da svor han en Ed saa dyr:

"Det over jeg, høie Herre,

imorgen, før Dagen gryr,

før Nattergalen fra Lindegren

lar Sangen hvirvle sig, lys og ren,

skal Murene færdig stande

om Thüringens Ædelsten!" -

Da Solen i Østerlide

forgyldte hver Tind og Top,

da vaagned den gamle Keiser

og lukked et Vindu op

og saa udover i Morgenglød,

mens Fuglesangen i Lunde lød,

og studsed og for tilbage

og hvisked: "Guds dyre Død!"

Thi dybt under Taarn og Tinde,

paa Klipperne nær og fjern

der drog sig i lange Linier

en skinnende Mur af Jern.

Og Skjold ved Kjolde og Spær ved Spær, -

en Skog af trodsige Lansetrær,

en blinkende Vold af Brynjer -

stod Tübringens tapre Hær.

Da smilte den gamle Keiser

og hilste med Haand og Mund:

"Tillykke! tillykke, Svoger!

Godt muret i Nattens Stund

Gud gi Jer altid en Mur som den

af tapre Svende med Sværd ved Lænd!

Gud give, det stolte Wartburg

aldig maa savne - Mænd!" -