Aftensang

Sig månen langsomt hæver,

den gyldne stjerne svæver

på himlen klar og blid.

Vor skov er tavs og stille,

og hvide tåger spille

på engen rundt ved aftenstid.

Hvor rolig jorden hviler

bag nattens slør og smiler

så mild og sommervarm,

ret som et stille kammer,

hvori al dagens jammer

forglemmes skal i søvnens arm!

Betragter månens bue!

den kun er halv at skue

og er dog hel og rund.

Så er vel flere sager,

som nu vort hjerte vrager,

fordi vi halvt dem skue kun.

Vi stolte Adams slægter

kun såre lidet mægter,

og meget ved vi ej.

Vi efter skygger jage

og mangen kunst opdage

og komme længre fra vor vej.

Gud fader i det høje,

lær mig at skelne nøje

det sande fra dets skin!

Og mens jeg er i live,

lad lig et barn mig blive,

skænk mig et fromt, enfoldigt sind.

Koldt nattens vinde sukke,

mit øje vil sig lukke,

giv mig, o Gud, din fred!

Se nådig til min slummer,

og trøst mig i min kummer,

og trøst min syge nabo med!