Her har jeg stået i tusinde år

T. Aagaard

Her har jeg stået i tusinde år,

sust for de slægter, der svinder og kommer,

nikket goddag til den brydende vår,

viftet farvel til den hastende sommer.

Jeg var den fredløses tilflugt og havn;

tit har jeg skærmet den sårede hare;

lærkernes spæde lå trygt i min favn,

så imod himlen med øjne så klare.

Har jeg ej skærmet, o Jylland, din jord,

lagt mig som værn om din flyvesands-bringe,

dæmmet for klitten, hvor uroen bor,

hvæsser i blæsten sin marehalms-klinge.

- Sært som min hede er menneskets krav;

brød skaber ikke hans lykke alene;

mæt ham med velstand: før nogen ved af,

skælver hans hjerte i suk efter - stene.

Und mig da fred på min fædrendegrund!

Lad mig i sandet dog rødderne sprede!

Brød skal du hente fra muldmarkens bund,

vidsyn og fred på min drømmende hede.