Skyerne gråne

Skyerne gråne og løvet falder

fuglene synger ej mer

vinteren truer og natten kalder

blomsterne sukke: det sner!

Og dog bære blus vi med glæde.

Vinteren kommer, og sneen falder

blomsterne visne i muld

isen optøs ej af gråd for Balder

tårerne stivne i kuld.

Solhvervet kommer, og bladet vendes

dagene længes på ny

solskinnet vokser, og vintren endes

lærkerne synge i sky.

Årene skifter af gru for ælde

skjaldne give dem ret,

fuglene alle hvert år må fælde

ellers de fløj ej så let.

Fuglene flyve som vind på vinger

let over vildene hav,

skjaldene flyve, som rimet klinger,

glat over slægternes grav.

Hjerterne vakle, når højt de banke

drages til fuglenes spor,

lyset dog sejrer, den mørke tanke

flygtende synker i jord.

Salmerne klinge, og klokker kime

spotte med sneen ved jul

vinteren må sig med våren rime

smelte for solen i skjul.

Troende hjerter i vinterløbet

føde den liflige vår,

trykke den til sig i barnesvøbet

med et lyksaligt nytår!

Betlehems-barnet i krybberummet

det er den evige vår,

troende hjerter det har fornummet:

Jul gør lyksaligt nytår.

Og dog bære blus vi med glæde.