Paa Stenbroen! (I)

Poeten med det lydfine Øre

kan høre, naar Græsset det gror paa Vang.

Men inde i Byens Larm og Røre

klinger der til ham en dybere Sang

Fra Stenbroen.

Thi Stenbroen kender paa Takten,

paa Rytmen hvert Menneskesind,

hver Stemning, som striden om Magten.

Aa, der er mange forskellige Trin

paa Stenbroen!

Der er Ungpigens Hoppen og Springen,

naar det gryr af Elskov og Vaar.

Der er Stodderens Slentren, hvem ingen

bryder sig om, hvor han gaar

paa Stenbroen.

Filosofen, der flakker iblinde,

snart ude paa Gaden — paa Fortovet snart.

Spekulanten, der jager for alle Vinde

afsted i en hovedkuls Fart

paa Stenbroen.

Om Morgenen lyder der tunge,

betænksomme, taktfaste Trin:

Det er Arbejderhæren, gamle og unge,

som drager fra Forstanden ind

paa Stenbroen.

Det mørknes, og Skøgen tripper

af Flisen med svagende Svans.

Fra Brøndstrædes skumle Kipper

lister Tyven ud: Der er Sjans

paa Stenbroen!

Der er Trin, der lyder saa trætte,

forpinte, som gik de til Bod.

Ak, hvor er de sorgløse lette,

der trædes med frejdig Fod

paa Stenbroen!

Poeten gaar i den myldrende Gade

og knytter sin Haand i sørgmodig Trods:

Aa, — stod jeg paa en Barrikade!

For frejdige Fodtrin skulde jeg slaas

paa Stenbroen!