Ak, ingensteds er Roserne så røde

Du Plet af Jord, hvor første Gang mit Øje

Fra Vemods Favn opstirred til det Høje,

Og i et Smil, og Skyens Purpurbrud,

Fortryllet saae de første Glimt af Gud!

Plet, hvor jeg vaagned op af Intets Slummer;

Fremkaldt af Almagts underfulve Blid,

Til Livets korte Fryd og lange Kummer;

Men og, algode Gud! til evigt Liv.

O elskte Plet! hvor første Gang mit Øre

Hen rykkedes af Vaarens Harpers Klang;

Hvor Himles Harmonie jeg troede höre

I Skovens Lyd, og i min Moders Sang.

Hvor første Gang min spæde Læbe stammed

Med kielen Følelse det ømme Navn;

Hvor første Gang mit tændte Hjerte flammed

I Kiærligheds og Venskabs hulde Favn.

O Fødeland! hvor fandt en Plet min Leden,

Saa vidt vor Klode Støvets Slægt beboer,

Saa blid, saa lystelig, saa fuldt et Eden,

Som du, for den, hvis beste Fryd herneden

Er Mindet af hans første Fryd som Noer?

Ak! ingensteds er Roserne saa røde;

Ak! ingensteds er Tornene saa smaa;

Og ingensteds er Dunene saa blöde,

Som de, vor Barndoms Uskyld hvilte paa.

Forgiæves giød, i mindre Brudte Straaler,

Ud over fremmed Egn den milde Sol

Velsignelsernes Væld i større Skaller,

End over Beltet om for kolde Pol.

Forgiæves hæver langt bag Hjemmets Hegne

Sig højere mod Himlen Jordens Bryst;

O! hvad var Himlen selv, hvis ingen vegne

Vort Hjerte der fandt Spor af svunden Lyst?

Reis kloden om, og smelt i kjelne Lunde;

Og gys i hellig Lyst paa Fjeldes Jis;

Skue tusend doppelt Liv, og hør af tusend Munde

Naturens, Glædens, og dens Skabers Priis;

Bemærkt hvert Fortrin der, hvor rene Sæder

I Ligheds Hegn betrygge Friheds Glæder!

Dog savner overalt vemodig glad

Din Aand et saligt sødt jeg veed ej hvad;

Ak! thi Hyrdinders Dands til Hyrders Qvad,

Ved Arnos Bred, er tvungen mod de Lege,

Hvori for Høgen vore Duer vege.

Thi Heloises Lund seer tornet ud

Mod Krattet, hvor, omsnært af Brombærranken,

Du favnede som Barn din förste Brud;

Og Skrækhorns Himmelspids er dog ej høj som Banken,

Hvorpaa jeg efter Maanen greb, og Tanken,

Den förste Tanke, tabte sig i Gud.

Nej, her! kun her, i den afsides Have,

Som Fredrik vogter, Fredens Engel lig;

Hvor mine Brødres Slægter favne sig

I fælles Held, fra Sarpen ned til Trave;

Kun her, o Danmark! i dit stille Skjød

Fandt det i fremmed Lyst beruste Hjerte

Den hele Fryd, det længselfuldt begierte,

Den Roe, som langt fra dig det aldrig nød.

Her kalder jeg i Mindet froe tilbage

Min vilde Vandrings underfulde Dage,

Og skuer dobbelt skjøn og elskelig

Hver svunden Engel blandt den fierne Vrimmel,

Hver Stjerne paa min gjennemfløjne Himmel,

Min Frydhavens stille Havblik, speilt i dig.