At sige verden ret farvel

At sige verden ret farvel

i livets gry og livets kvæld

er lige tungt at nemme.

Det lærtes aldrig her på jord,

var, Jesus! ej du i dit ord

hos os, som du er hjemme.

Hvor tit hos dig end trøst jeg fandt,

når hjertet skjalv, og gråden randt,

og verdens bølger bruste,

ved støvet hænger dog min sjæl,

og slangen bider i min hæl,

skønt du dens hoved knuste.

O Jesus, Herre, broder sød!

du kender bedst den bitre død,

du har den overvundet.

Vor skabning grant og kender du,

ved godt, vi alle ser med gru

vort timeglas udrundet.

O, kom du, som engang, jeg ved,

du i din Faders herlighed

skal klart dig åbenbare,

var det i gry, var det i kvæld,

jeg skyndte mig med kort farvel

i sky til dig at fare.

Men kommer døden førend du,

kom da i løn, og kom i hu,

hvor mørkt der er i graven!

Omstrål mig, så jeg glemmer den,

salv øjet på din syge ven,

så jeg kan se Guds-haven!

Kom i den sidste nattevagt

i en af mine kæres dragt,

og sæt dig ved min side,

og tal med mig, som ven med ven,

om, hvor vi snart skal ses igen

og glemme al vor kvide!

Kom, som du vil! jeg ved det vist,

du selv har sagt, at her og hist

du kendes vil på røsten:

den røst, hvorved, trods verdens larm,

os hjertet brænde kan i barm

og smelte hen i trøsten.

O, lad mig i min sidste stund

det høre af din egen mund,

som ånd og liv kan tale:

hvor godt der er i Himmerig,

og at du stol har sat til mig

i dine lyse sale!

Før døden med sin istap hånd

gør skel imellem støv og ånd,

bortvifter hjertets varme,

indslumre skal jeg da med lyst,

som barnet ved sin moders bryst,

i dine frelser-arme.