Hvad solskin er for det sorte muld

T. Laub

Hvad solskin er for det sorte muld,

er sand oplysning for muldets frænde.

Langt mere værd end det røde guld

det er sin Gud og sig selv at kende.

Trods mørkets harme,

i strålearme

af lys og varme

er lykken klar!

Som solen skinner i forårstid,

og som den varmer i sommerdage,

al sand oplysning er mild og blid,

så den vort hjerte må vel behage.

Trods mørkets harme,

i strålearme

af lys og varme

er hjertensfryd!

Som urter blomstre og kornet gror

i varme dage og lyse nætter,

så livs-oplysning i høje Nord

vor ungdom blomster og frugt forjætter.

Trods mørkets harme,

i strålearme

af lys og varme

er frugtbarhed!

Som fuglesangen i grønne lund,

der liflig klinger i vår og sommer,

vort modersmål i vor ungdoms mund

skal liflig klinge, når lyset kommer.

Trods mørkets harme,

i strålearme

af lys og varme

er røsten klar!

Vorherre vidner, at lys er godt,

som sandhed elskes, så lyset yndes,

og med Vorherre, som ler ad spot,

skal værket lykkes, som her begyndes.

Trods mørkets harme,

i strålearme

af lys og varme

vor skole stå!