I Skanderborrig enge

I Skanderborrig enge,

alt ved den blanke sø,

dér gå de piger og drenge

at slå og rive hø.

Og i de knøses række

én trasker langt æbag,

han kan ej skåret strække

med sine tunge drag.

Når skåret han færdigt haver,

han stryger ikke sin le,

han står og falder i staver,

til jorden han stivt mon se.

Med svøbeskaft så krumpen

den foged efter ham fór:

Hvad skader din dovne kumpen

hvi står du her og glor?

Såmænd da, strenge hr. foged,

jeg stod og grunded oppå

den blomstervrimmel så broget,

hvor den kan komme frå.

På alle de favre blommer,

jeg ganger nu her og slår:

de falde hver evige sommer

og rejses igen hver vår.

Ja, jeg skal din slubbert lære

at tænke, når du skal slå!

Så skal jeg din ryg nu hær'e,

den bliver både brun og blå.

Den foged løfter sin svøbe,

men knøsen kaster sin le,

han giver sig til at løbe,

og fogden mon efter ham se.

Og medens han står og gaber

og tænker: hvor mon han vil hen?

han kløren af sigte taber,

de ses ret aldrig igen.

Og øster på udi landet,

højt over bølgernes sus,

imellem kirken og vandet,

dér står det latinske hus.

Dér sidder på sit kateder

blandt peblingers skælvende flok

monarken som rektor hedder,

med bog og med ris og med stok.

Dér sidder, nederst af alle,

på bænken med ryg til væg

en pebling, de Morten mon kalde,

han haver så dygtigt et skæg.

Og det er den samme Morten,

som førre ved hø-leen krøb,

som udi trøjen og skjorten

fra engen og fogeden løb.

Som fremad tiden mon lakke,

henefter vel en snes år,

det hus oppå skolebakke

en anden rektor får.

Han trænger ikke til stokken,

ej heller til ferle og ris,

så vel regerer han flokken,

men alt på en anden vis.

Og det er den selvsamme Morten,

som førre pløjed og trask,

og måtte så danse på porten

for fogdens slemme krabask.

Og det er den selvsamme bonde,

vi før udi engen så

på græs og blomster at grunde

i stedet for dem at slå.