Jeg er født på Jyllands sletter

Jeg er født på Jyllands sletter,

dér hvor lam af lyngen nipper,

dér hvor hvergarnsklædt og liden

moder tørred sine stripper.

Helst jeg mindes sommerkvælden,

når de tunge stjerner tændtes,

medens under portens mørke

stud og hors af selen spændtes.

Rugen stod mod lervægsgavlen,

bøjet svagt af junidræet,

duggen faldt på gøgens vinge,

hvor han gol i hyldetræet.

Koen stod med reb om øret

ved en frønnet vognkæp bunden,

med en kat på hver sin side

og med drøvets drevl af munden.

Inde var kun lavt til loftet,

månen kasted lys i stuen,

bedstefar i lædertrøjen

stavred om ved skorstensgruen.

Mor gled ind ad frammesdøren,

slæbende på malkespanden,

snart har koens varme drikke

fyldt hver barnekop til randen.

Far kom kroget ind fra stalden,

hængte trøjen op ved bjælken,

spiste tavs, indtil han sagde:

Lad os takke Gud for mælken.

Bad vi da i lys fra månen,

som kun børn og bønder beder,

medens tunge stjerner tændtes

over brede, tavse heder.