Tiden skrider, dagen rinder

T. Laub

Tiden skrider, dagen rinder.

solen daler, mørket blinder

lyset med en aftensky!

Sjæl og hjerte, møder begge,

takker Gud, I kan nedlægge

eder under Herrens ly!

Tak, min søde Gud og Fader,

som fra sjæls og legems skader

haver fri't mig ved din hånd!

lad endnu din store nåde

fri mig ud fra nattens våde

ved dit øje og din Ånd!

Viger bort, I syndedrømme,

flyder ind, I glæde-strømme,

fra Guds himle i mit sind!

Våg, min sjæl, og lad dig ikke

drage ind i Satans strikke,

når at søvnen gør mig blind!

Gak så hen, min krop, at slumme!

Dog? mens søvn din sans vil dumme,

skal din Jesus stå dig bi,

lyse på dig fred og frelse,

give rolig søvn og helse

og dig fra ulykke fri.

Sov da, sov i Jesu arme,

viger, alle verdens larme,

jeg er i min Jesu skød!

Han mig skal af mørket føre,

han min sidste søvn vil gøre

salig, rolig, sagt' og sød!