Lind

Jeg veed ei, hvoraf det kommer,

Og om det som mig gaaer Fleer;

Men hvergang Lindene blomstre,

Saa kan jeg ei sove meer.

Da fyldes min Sind og min Tanke

Saa selsomt ved Blomsternes Duft,

At ud jeg alene maa vandre

I Nattens kjølige Luft.

Men naar jeg vandrer alene

I Nattens hviskende Vind,

Da kommer de gamle Minder

Og gjøre saa tungt mit Sind.

Da gaaer jeg ind i mit Kammer

Og sysler med Bog og Pen;

Men hvergang Lindene blomstre

Har jeg min Nød igjen.