Ved Sundet

Der hviled over Øen

saa skjært et Maaneskin;

i Bugten rulled Søen

sin Sølvervove ind.

Ved Sundet stod min ensomme Hytte,

og der er Nøkkens Krat.

Der var det min Hu, at vaage og lytte

den ganske Sommer-Nat.

Det dufted og det dugged,

det aanded over Sund,

og Nattevinden vugged

hver Blomster-Alf i Blund.

Det var som en Vinge af Dun mig rørte,

og holdt mit Øie til,

mens al den dæmpede Klang, jeg hørte,

lød sødt som Harpe-Spil.

Min Sjel blev tryllebundet

til denne milde Bugt,

og til hvert Seil i Sundet,

og til de Skyers Flugt.

Jeg vandred siden saa tit alene

paa Strand ved dyben Strøm;

det nynned fra Sø, -- det hvisked fra Grene,

som Minder af en Drøm.