Somren sovnet i vintrens favn

Somren sovnet i vintrens favn,

vintren reiste seg, dækked til,

”Rolig”, sa han til elvens spil,

”Rolig”, sa han til gård og havn.

Tause blev de så skogerne.

Hjemme hørtes kun slogerne.

Al den ting som var somren kjær,

fint forvartes til næste gang;

hvile fik det for al sin trang,

markens spirer og vand og trær.

Gjemtes som kjærnen i nødderne,

mulden smuldred om rødderne.

Alt, hvad somren av sygdom led,

pestfrø over dens liv og frugt,

vintren dræbte i frost og flugt,

vågne skal hun i fjældblå fred,

toet av sneen og vindene,

hilset af sundhet i sindene.

Over den sovendes høstgå bryn

vintren strødde så fager drøm,

stjærnehøi, hvidhvid i nordlys-strøm

bar den hende fra syn til syn

gjennem de lange døgnene

frem til hun opslog øynene.

Han, som skjældtes for ond og vred,

lever for det, han ej får se;

han, som skjældtes for morder,

hjan skjærmer og tor hvert år vort land,

gjemmer sig så i fjældene,

til det blir kaldt om kvældene.