Sangen har Lysning

Sangen har lysning, og derfor den gyder

over dit arbejd forklarelsens skin;

sangen har varme, og derfor den bryder

stivhed og frost, så det tø'r i dit sinn.

Sangen har evighed, derfor den skyder

fortid og fræmtid i hob for dit syn,

tænder uendelig attrå og flyder

bort i et lys-hav af længsler og lyn.

Sangen forener, idet den fortoner

mislyd og tvil på sin strålende gang;

sangen forener, idet den forsoner

kamp-lystne kræfter i samstemmig trang:

trangen til skønhed, til dåd, til det rene!

- Nogle kan gå på dens lys-lange bro

højere, højere, fræm til det ene,

som ikke åbnes for annet æn tro.

Fortidens længsler i fortidens sange

kaster vemodigt en aften-rød glans;

samtidens længsler i toner vi fange

in for en eftertids sjæl-fulle sans.

Slægternes ungdom i sangen har møde,

tumler sin stund i de tonende ord;

- fler æn vi aner, ja, ånder af døde

vugges i kvæld i vort festlige kor.