Tyst som Aa i Engen rinder

Tyst som Aa i Engen rinder,

spejler Himmel, Sky og Jord,

bærer Sproget vore Minder,

hvad der var, og hvad der gror.

Tyst som Aa i Engen rinder,

rent og stille er vort Ord.

Uden Brovten, blomsterbroget

som en Eng i Sommerfl or,

glimter, lyser, dufter Sproget

af vor egen milde Jord.

Tyst som Aaen, blomsterbroget,

klart og frodigt er vort Ord.

Skabt af Luft, med Vindens Vinge,

blødt dets Kys og let dets Spor,

smedet til en smidig Klinge,

Viddet hvæssede vort Ord.

Tungt som Hug af Mandens Klinge,

let som Pigens Dans vort Ord.

Varmet ved vort Hjertes Varme

gror dets Rigdom, naar vi gror.

Modersmaal har aabne Arme,

favner, løfter som en Mor.

Varmet ved vort Hjertes Varme

vokse skal det danske Ord!