O Mo'r, vor gamle Mo'r!

Din Dug er atter bredt paa Jord,

Dit Krus er atter fyldt --

Og atter bænket ved dit Bord

Jeg lægger Stav og Rejsebylt

Og glemmer, hvad der blev forskyldt,

Og bøjer mig og kysser Dig --

O Mo'r, vor gamle Mo'r!

Og knuger Du mig i din Favn

Og nævner mig ved Sønnenavn:

Saa føler jeg, hvor stærk, hvor stor,

Hvor vennesæl, hvor fordomsfri,

Hvor rig Du er, o Mo'r!

Den, som mod Kundskab hungrer hedty

Du rækker mild din Bog:

Den, hvem det alt er iige fedt,

Fordi han blev et sølle Skrog,

Hvem ingen ænser i hans Krog,

Ham skjuler Du i Skyggen dér

Hvor Orm og Orm er et!

For Dig blev Tyv og Skøge ej

Hint Skræmselssyn paa Godtfolks Vej

Du ammed op hvert lidet Nor,

Og søler det sig til, saa har

Du Linnedsvøb, o Mo'r!

Din

Lovbog skal ej ændres om

Hvert halve hundred Aar;

Din Formel er ej kold og tom:

Din Ting-Stav stedse plantet staar,

Og kranses baade Høst og Vaar,

Og vinker os og trøster os

Mod Menneskenes Dom!

Dit Smil er bredt, din Graad er blød,

Den falder i dit eget Skød:

Og vidt Du spreder Rosers Flor

Ud over Graven, som vi grov

Os selv -- vor egen Mo'r!

Lad Øjet op fra "Støvets" Jord

Til Himlens Telttag se:

Her

i dit Telt er dækt vort Bord,

Og huser Hjertet Angst og Ve,

Saa gemmer Ranslen Kniv og Ske;

Vi bænker om din Fri-Disk os

Og langer til -- o Mo'r!

Vel fik vi Brev som Vandringsmand,

Men række Himlen, hvo som kan:

Vi bliver her paa denne Jord,

Forgaar med Dig, staar op med Dig,

O Mo'r, vor gamle Mo'r!