Det var ridder hr. Åge

Det var ridder hr. Åge,

han red sig under ø;

fæsted han jomfru Else,

hun var så væn en mø.

Fæsted han jomfru Else

alt med hin røden guld;

månedsdag derefter

lå han i sorten muld.

Det var jomfru Else,

hun var så sorrigfuld;

det hørte ridder hr. Åge

dybt under sorten muld.

Op stod ridder hr. Åge,

tog kisten på sin bag,

lakked så til hendes bur

sig selv til megen umag.

Han klapped på døren med kiste,

fordi han havde ej skind:

"Hør du, jomfru Else!

og luk din fæstemand ind."

Gensvared jomfru Else:

"Jeg lukker ej op min dør,

før du kanst Jesu navn nævne,

alt som du kunne før."

"Hvergang du dig fryder

og i din hu er glad,

da er min kiste forinden

med røde rosenblad;

hvergang du er sorrigfuld

og i din hu er mod,

da er min kiste forinden

alt med hint levret blod.

Alt galer hanen hin røde,

til graven må jeg ned;

til graven skulle alle døde,

thi må jeg følge med.

Se du op til himlen

og til de stjerner små,

da skalst du se, hvor sagtelig

at natten den mon gå."

Op så jomfru Else,

op til de stjerner små;

i graven sank den døde,

hun ham ej mere så.

Hjem gik jomfru Else,

hun var så sorrigfuld;

månedsdag derefter

lå hun i sorten muld.