Grøn er vårens hæk

Grøn er vårens hæk,

kåben kastes væk,

jomfruer sig alt på volden sole.

Luften er så smuk,

deres længselssuk

kendes let på deres silkekjole.

Aftnen driver på

mens de skønne gå,

bare de dem ikke skal forkøle.

Hvilken yndig strøm,

barmen blir så øm,

man mit hjerte kan på vesten føle.

I den tavse nat,

som en stor dukat,

månen stænker guld på alle grene.

Ak, de skønne svandt

jo fra hver en kant.

Det er tungt man skal gå hjem alene.