Irmelin Rose

Se, der var en Gang en Konge,

Mangen Skat han kaldte sin,

Navnet paa den allerbedste

Vidste hver var Irmelin,

Irmelin Rose,

Irmelin Sol,

Irmelin Alt, hvad der var dejligt.

Alle Ridderhjelme spejled

Hendes Farvers muntre Pragt,

Og med alle Rim og Rythmer

Havde Navnet sluttet Pagt:

Irmelin Rose,

Irmelin Sol,

Irmelin Alt, hvad der var dejligt.

Hele store Bejlerflokke

Der til Kongens Gaarde foer,

Bejlede med ømme Lader

Og med blomsterfagre Ord:

Irmelin Rose,

Irmelin Sol,

Irmelin Alt, hvad der er dejligt!

Men Prindsessen jog dem fra sig

(Hjertet var saa koldt som Staal),

Lastede den Enes Holdning,

Vrænged ad den Andens Maal.

Irmelin Rose,

Irmelin Sol,

Irmelin Alt, hvad der er dejligt!