Bogfinken

Der sidder en Fugl paa en Blomstergren,

den synger en Vise -- en lille en,

men synger af Hjertenslyst.

Det er kun den enkleste Melodi,

maaske en tre, fire Toner deri --

den har ikke fler i sit Bryst.

Saa snart den med Jubel har kvidret den,

begynder den om og om igen.

Vi andre, som gaa forbi,

staa stille og smile og tænke saa:

»Nej hør! nu begynner igen den paa

sin evige Melodi.»

Den synger endnu, mens den flyver bort.

Aa ja! Ens kæreste Vise er kort.

Ens inderste Melodi

har kun nogle Toner, fattige, faa,

og dog, til den, som kan den forstaa,

kan alting siges deri.