Ved Daggry

E. Zinn

En yndig Nat, da Sommervarmen

Lod mig forglemme Timens Gang,

Jeg sad og støtted mig paa Armen;

Da fløi der ind paa Vindveskarmen

En lille Fugl, som for mig sang:

„Nu hver en Stjerne svinder,

Til Hvile Maanen gik;

Som Taarer Duggen rinder

Paa alle Rosers Kinder

Og staaer i Liliens Blik.

Nu hver en Blomsterklynge

I friske Morgenlyst

Paa Stilken let vil gynge,

Og hver en Fugl vil synge.

Som eier Sang i Bryst.

Nu vaagner mangen Tanke,

Som helst i Slummer laae;

Nu tusind Hjerter banke

Og alle Torne sanke,

Som de skal vandre paa.

De vandre koldt og stille,

De vandre tungt og mat,

De vandre langs de vilde,

Utømte Smerters Kilde

I deres Skjebners Nat.

Men der, hvor jeg har Bolig,

Hist i den grønne Lund,

Er hver en Sjæl saa rolig,

Og Tanken gaaer fortrolig

I Sang fra Mund til Mund.

Der stille Svanen svømmer

Og Irsken qviddrer glad;

Mens Veemodstaaren strømmer,

Den vilde Rose drømmer

Om Nattergalens Qvad.

Og der er Tro og Love,

Der er saa sød en Fred!

O, vil du roligt sove,

Kom til de tause Skove

Og læg dit Hoved ned!”

Saa sang den; over Voldens Grene

Den bredte ud sit Vingepar;

Jeg saae mig om, jeg var alene!

Omringet kun af Muur og Stene,

Jeg følte rigtigt, hvor jeg var!