Blomsterne

De see paa dig med Øine milde,

De mæle intet bittert Ord;

De tale, tidligt eller silde,

Saa sødt, imens de staae i Flor.

Og deres Tankekreds er sluttet

I den, som pleier dem saa ømt;

De glemme saligt i Minuttet,

Hvad i Minuttet de faae drømt.

Til Tak de skjenke, hvad de eie,

Saa stærkt og puurt, som de det fik,

Mens de mod Solens Aasyn dreie

Med Længsel deres vaade Blik.

De er saa venlige, saa bløde,

Al deres Tanke reen og smuk;

De leve uden Sorg og Brøde,

Og slumre hen — foruden Suk.

— O, var jeg dog som Blomsten, stille

Og uden Vildhed i mit Sind!

Jeg følte da med Taalmod trille

Kun Duggens Taare paa min Kind;

Jeg kunde tale med dig rolig,

Som den, med Smilet om min Mund;

Du bøied dig saa trygt, fortrolig

Og læste i mit Hjertes Grund;

Jeg leved ved dit Øies Stjerne,

Som Blomsten, varm af Solens Glød;

Og ak! hos dig jeg døde gjerne,

Naar du med Veemod saae min Død.