Hymn

Solen, af sin Vandring træt,

luerød mon dale,

over Himlen strider let

Sommernatten svale;

dunkel er, o Nat, din Gang,

Dagens Farver, Glædens Sang

lægger du i Dvale.

Men du bringer Fredens Ord,

Hvilens Bud, det søde;

derfor stiger Dig fra Jord

Græssets Duft imøde;

derfor, som et Pant fra Gud,

folde sig i Vesten ud

Himlens Roser røde.

Havet i det lyse Skin

end uroligt bæver,

og dets Suk paa Nattens Vind

højt mod Himlen svæver;

jeg forstaaer den dybe Røst,

Bølgeslaget i mit Bryst

længselsfuldt sig hæver.

Glemt er hver en Sorg jeg led,

glemt de Lyster vilde,

for din Fod jeg synker ned,

Gud, du Stærke, Milde!

Tag mig naadigt i din Favn!

Kvæg mit Hjerte! stil mit Savn

af din Livsens Kilde!

O hvis nu min Aand du gav

Vinger til at stige

did, hvor for dit Straalehav

Nattens Skygger vige,

o, hvor skulde den da let,

frigjort i et Aandedræt,

flyve til dit Rige!