Salomons Sange paa Hermon
H. Rafn
Med Bjergmøen gaaer jeg paa Løvernes Sti.
Som Gazellens er Sulamiths Øine milde;
Et Flammevæld dog glimter deri:
Det sprang fra Sjælens tillukte Kilde.
— Maanen skinner paa Bjerget.
O! skjøn er din voxende Elskov, min Brud!
Hvad er Viinhøstens Frugt mod din Blomsterlæbe!
Du aander Ord som Foraarsdug ud;
Som Dug paa Ørk ved min Sjæl de klæbe.
— Maanen skinner paa Bjerget.
Du elsker og bæver i Elskerens Arm -
Du mig flyer, min Gazel med de Øine milde!
En tillukt Hauge blev mig din Barm,
Dit Hjertes Dyb en beseglet Kilde.
— Maanen skinner paa Bjerget.
Den lukkede Have har Balsam fuldsød;
Der er Dale med Lillier blandt Marmorbuer;
Der rødmer skjult Granatæblets Glød;
Der dufter Myrrha hos Copherdruer.
— Maanen skinner paa Bjerget.
Det lukkede Væld er en levende Strøm;
Det er Kilden, som springer med Livets Vande.
— O! blev til Liv min Paradiisdrøm?
Nedsank til Lilliernes Dal min Pande?
— Maanen skinner paa Bjerget.