Ingerid Sletten

Ingerid Sletten av Sillegjord

havde hverken sølv eller gull;

men en liten huve av farget ull,

som hun havde fått utav mo'r.

En liten huve av farget ull,

havde hverken stas eller fo'r

men fattigt minne om fa'r og mo'r,

der skinte langt mer enn gull.

Hun gemte huven i tyve år,

måtte ikke slite den ut!

„Jeg berer huven engang som brud,

når jeg for alteret går.“

Hun gemte huven i tredive år,

måtte ikke skemme den ut!

„Så berer jeg den så glad som brud

når jeg for vor Herre står.“

Hun gemte huven i fireti år,

hugsede ennu på sin mo'r.

„Vesle min huve, forvisst jeg tror,

vi aldrig for alteret står.“

Hun ganger for kisten at take den,

hjærtet var så stort derved;

hun leter frem til dens gamle sted,

da var der ikke tråden igen.