Skærsommersang
J. Fenger
Nu er det Skærsommer! nu skal Du blive glad,
Ung igjen med alle gamle Bøge,
Tro, at Gud dig giver alt det, hvorom Du bad,
Naar med Haabet stærkt du vil ham søge.
Nu er det Skærsommer! i Havets friske Skjød
Skal omkap med Fisken blank Du svømme,
Mærke glad, dit Hjærte har langt end til sin Død,
Har endnu de stærke, store Drømme.
Nu er det Skærsommer! tag Staven nu i Haand,
Gaa saa over alle Danmarks Hoje,
Finder Du en Stakkel endnu i Søvnens Baand,
Slaa med Bøgens grønne Gren hans Øje!
Nu er det Skærsommer! nu Dagens lyse Skjær
Dæmrer hele Natten over Enge;
Gaa nu hen og vind dig en yndig Hjærtenskjær,
En, som tro Du elsket har og længe!
Nu er det Skærsommer! og, priset væreGud!
Danske Mænd paa Dansk end om den sjunge,
Alle Danmarks Skove, det trorjeg vist, gik ud,
Hørte de ej mer den danske Tunge.
Nu er det Skærsommer, og Fred jeg har med Alt!
Mødte jeg i Skoven her min Fjende,
Tror jeg, Hadets Islag som Bøgens Knopskæl faldt
Bort fra Guddomsbilledet, vi har inde.
Nu er det Skærsommer! nu Alting frodigt gror,
Frelst fra Vintren glad hver Fugl nu sjunger,
Haabets Fugl i Hjærtet er ogsaa bleven stor,
Sangen her er en af hendes Unger.