Den lønlige Sorg

Og der er ingen Ting, der kan flyve saa højt,

Som Falken med alle sine Unger;

Og der er ingen Ting, den kan skære saa drøjt,

Som onde Menneskers Tunger.

Der er ingen Snarer, der skærer saa haardt,

Som Menneskers falske Hjerte:

Christ give, jeg maatte leve den Dag,

Jeg kunde forvinde min Smerte!

Jeg havde mig engang en kjæreste Ven,

Til hannem stod al min Begjære,

I Ord og i Tale da var han mig huld,

Hans Mening dog falsk monne være.

Ja, havde hans Hjerte nu været som hans Ord,

Som hans Ord det gav sig tilfjende,

Da var der slet ingen paa denne Jord,

Mit Hjerte skulde fra hannem vende.

Men Klaffernes Munde giksammen i Raad,

De vilde vort Venskab adskille;

Men GudhanerdoghøjestiRaad,

Det gaaer alt efter hans Ville.

Og nu er jeg som et enligt Træ,

Der stander paa vildeste Hede,

Langt ude fra By, fra Læ og fra Ly,

Som paa blæser Stormen den vrede.

Og nu er jeg som en enlig Fugl,

Der sidder paa vildeste Kviste:

Den sidder og sørger og græmmer sig der,

For Magen sin har den mistet.

Og nu er jeg som en liden Smaafisk,

Der ligger ved Havsens Grunde:

Naar alle Smaafiffe gaae sammen i Leg,

Da ligger den ene paa Bunde.

O lønlige Sorg, hvad est du dog haard!

Hvad est du dog tung at bære!

Du haver nu gjort mig Sorgen saa stor,

Som før min Glæde monne være!