Tavlebordsduetten

Kirsten:

"Hør, ungersvend, sig ikke nej,

leg tavlebord med mig!"

Sverkel:

"Jeg ejer ej det røde guld

at sætte op mod dig,"

Kirsten:

"Sæt du kun op din gode hat,

og fast om den er grå,

se, jeg min perlesnor har sat,

tag den, kan du den få,"

Begge (both):

Den første gang guldterning på tavle bordet randt,

den ungersvend han tabte, men jomfruen hun vandt,

Kirsten:

han tabte, hun vandt.

Sverkel:

han tabte,

Begge:

hun vandt.

Kirsten:

"Hør, ungersvend, sig ikke nej,

leg tavlebord med mig!"

Sverkel:

"Det røde guld jqeg ejer ej

at sætte op mod dig,"

Kirsten:

"Sæt du din kjortel da på spil,

ja, fast om den er grå,

min krone af guld jeg sætte vil,

tag den, kan du den få."

Begge:

Den anden gang guldterning på tavlebordet randt,

den ungersvend han tabte, men jomfruen hun vandt,

Kirsten:

han tabte, hun vandt.

Sverkel:

han tabte,

Begge:

hun vandt.

Kirsten:

"Hør, ungersvend, sig ikke nej,

leg tavlebord med mig!"

Sverkel:

"Jeg ejer ej det røde guld

at sætte op mod dig,"

Kirsten:

"Din lykke har du ret i spil,

nu vel, sæt dine sko;

mod dem mig selv jeg sætte vil,

min ære og min tro."

Begge:

Den tredje gang guldterning på tavlebordet randt,

den jomfru tabte spillet, men ungersvenden vandt,

Sverkel:

Hun tabte, han vandt,

Kirsten:

hun tabte,

Begge:

han vandt.

Kirsten:

Til fruer bur den jomfru går:

"Var jeg slig skæbne værd!"

Sverkel:

Den ungersvend i gården står,

stolt støttet til sit sværd.

Kirsten:

"Gud lad mig dø" - var hendes bøn.

Sverkel:

"Der tårer blive spildt,

du får den bedste kongesøn

og ingen gangerpilt".

Kirsten:

"Er du den bedste kongesøn, jeg dig da høre til,

Begge:

mig/dig selv, mit hele hjerte, jeg glad dig give vil".

Sverkel:

Hun tabte, han vandt,

Kirsten:

hun tabte,

Begge

han vandt.