Tavlebordsduetten
J. Hartmann
Kirsten:
"Hør, ungersvend, sig ikke nej,
leg tavlebord med mig!"
Sverkel:
"Jeg ejer ej det røde guld
at sætte op mod dig,"
Kirsten:
"Sæt du kun op din gode hat,
og fast om den er grå,
se, jeg min perlesnor har sat,
tag den, kan du den få,"
Begge (both):
Den første gang guldterning på tavle bordet randt,
den ungersvend han tabte, men jomfruen hun vandt,
Kirsten:
han tabte, hun vandt.
Sverkel:
han tabte,
Begge:
hun vandt.
Kirsten:
"Hør, ungersvend, sig ikke nej,
leg tavlebord med mig!"
Sverkel:
"Det røde guld jqeg ejer ej
at sætte op mod dig,"
Kirsten:
"Sæt du din kjortel da på spil,
ja, fast om den er grå,
min krone af guld jeg sætte vil,
tag den, kan du den få."
Begge:
Den anden gang guldterning på tavlebordet randt,
den ungersvend han tabte, men jomfruen hun vandt,
Kirsten:
han tabte, hun vandt.
Sverkel:
han tabte,
Begge:
hun vandt.
Kirsten:
"Hør, ungersvend, sig ikke nej,
leg tavlebord med mig!"
Sverkel:
"Jeg ejer ej det røde guld
at sætte op mod dig,"
Kirsten:
"Din lykke har du ret i spil,
nu vel, sæt dine sko;
mod dem mig selv jeg sætte vil,
min ære og min tro."
Begge:
Den tredje gang guldterning på tavlebordet randt,
den jomfru tabte spillet, men ungersvenden vandt,
Sverkel:
Hun tabte, han vandt,
Kirsten:
hun tabte,
Begge:
han vandt.
Kirsten:
Til fruer bur den jomfru går:
"Var jeg slig skæbne værd!"
Sverkel:
Den ungersvend i gården står,
stolt støttet til sit sværd.
Kirsten:
"Gud lad mig dø" - var hendes bøn.
Sverkel:
"Der tårer blive spildt,
du får den bedste kongesøn
og ingen gangerpilt".
Kirsten:
"Er du den bedste kongesøn, jeg dig da høre til,
Begge:
mig/dig selv, mit hele hjerte, jeg glad dig give vil".
Sverkel:
Hun tabte, han vandt,
Kirsten:
hun tabte,
Begge
han vandt.